Om mig

Velkommen til min  KREATIVE VERDEN

Om mig

Jeg er født i 1970 og var allerede som barn meget optaget af den kreative verden. Det var en god måde at bearbejde indtryk og en krævende omverden. Som ung følte jeg et stort press fra omgivelserne - krav til at være dygtig, resultatorienteret og effektiv. Jeg prøvede at komme ind på kunstakademiet men konkurrencen var meget stor og det lykkedes aldrig. Derfor udviklede jeg præstationsangst da jeg malede og blev enormt selvkritisk. Det var ikke længere sjovt og hyggeligt at male og jeg holdt helt op med det i en lang periode. Da jeg blev ramt af stress og blev sygemeldt fra mit arbejde som grafiker, fandt jeg igen roen og glæden ved at male og skabe. Det blev min redning og helbredelse.


Jeg deltog i en årrække i Carla Westphals kurser i akrylmaling. Hun inspirerede mig og gav mig den rette støtte og vejledning så jeg fik mod på at udstille mine værker. 


Når jeg fordyber mig i maleprocessen giver det mig en intens følelse af glæde og ro. Jeg kan mærke hvordan jeg er forbundet med universets skaberkraft som får lov til at udfolde sig gennem mig. Den indre kritiker bliver helt stille og lader inspirationen flyde ubesværet.


Kunst kan tale forbi hjernen og kommunikere direkte med sanserne. Det er kommunikation, som kroppen og sanserne forstår. Derfor er kunsten et rigtig godt redskab til at forandre mennesket.

Denne personlige erfaring vil jeg gerne bruge til at hjælpe andre mennesker til større livsglæde. Derfor gennemførte jeg den treårige kunstterapiuddannelse i Herlev ved Rüdiger Mövens og Anna C. N. Meyer. Jeg blev færdig som antroposofisk kunstterapeut i 2018.


Mine malerier er skabt i en langsom, intuitiv proces og i nærværet og fordybelsen dukker motiverne op. Når jeg leger med farver og lader det ubevidste styre penslen, opstår de spændende motiver. Jeg ved sjældent hvad billedet skal forestille før langt henne i processen. Det overrasker mig ofte, hvilke dybe budskaber billedet har til mig. For mig, er det at skabe en meget spirituel oplevelse.